Nye tider - inspiration til vækst


Bæredygtighed er også godt for bundlinjen

Transportvirksomheden AH Fragt har tænkt klima og grøn omstilling ind fra a til z, da de for nylig flyttede til helt nyt domicil. Bygningen er opført med fokus på, at driften skal være både tids- og energibesparende, og de gamle dieseltrucks til på- og aflæsning er afløst af el-trucks. Disse og mange andre klimavenlige initiativer har landet virksomheden - med direktør Asbjørn Hansen i spidsen - en nominering til Den Grønne Transportpris, som DTL – Danske Vognmænd og Jyske Finans uddeler for første gang på Transportmessen 2021. Læs med og bliv inspireret af deres grønne tiltag og visioner.


LED belysning med lyssensorer og automatisk tænd/sluk funktion alle steder – lige fra toiletter og lager til portsluser. Installation af varmepumpe til grøn opvarming. Egen vaskeplads til trækkere, forvogne og trailere. El-trucks til erstatning for diesel og gastrucks. Løbende udskiftning af lastbiler til de nyeste og mest brændstofbesparende på markedet.

Det er bare nogle af de mange grønne initiativer, AH Fragt har taget for at spare både penge, energi og CO2. Nyetider har mødt ejer, Asbjørn Hansen, til en snak om hvad, der får en garvet diesel-mand til at omstille sin virksomhed på så mange områder.

Det koster ikke noget at bruge sin sunde fornuft

Spørger man Asbjørn, hvad der har fået ham til at investere så massivt i grøn omstilling af virksomheden, falder svaret prompte:

- Det giver bare rigtig god mening, både for forretningen og miljøet. Det koster jo ikke noget at tænke sig om og bruge sin sunde fornuft. Faktisk viser det sig, at det godt kan betale sig at investere i mere klima- og miljørigtige løsninger.

- Vi har fået 30 % mere plads på vores nye domicil, men betaler kun halvdelen af, hvad vi gjorde før i strøm. Med installation af en varmepumpe sparer vi også flere ton CO2 om året, -og det kan samtidig mærkes på varmeregningen.

Hver gang jeg sparer en liter diesel, sparer jeg også 2,66 kg CO2. Det er både sund fornuft og god forretning.

Læs også: Farvel til trængsel og tung trafik, goddag til ren luft og mere plads i byerne

Den snusfornuft er kendetegnende for Asbjørns tilgang til grøn omstilling. Virksomheden fører hele tiden regnskab over, hvor godt de forskellige køretøjer performer, hvor langt de kører på literen og hvor meget CO2, de udleder. Det er nemlig alfa og omega for Asbjørn, at de bæredygtige tiltag også er bæredygtige på bundlinjen.

De grønne investeringer tjener sig hjem

Asbjørn følger hele tiden med i udviklingen af ny teknologi og er ikke bleg for at investere stort, når de rigtige løsninger er på markedet.  Erfaringen har nemlig vist ham, at investeringen nok skal tjene sig hjem. Og at man godt kan pleje både den grønne samvittighed og bundlinjen på samme tid.

- Tag bare vores nye Volvo lastbiler med den nyeste turbo compound-teknologi. Med dem på vejene sparer vi 8-10 % i brændstofforbrug i forhold til de ældre modeller på markedet. Og med et brændstofforbrug på mange hundredtusinder kroner om året, kan vi altså spare rigtig mange penge og CO2. Så selv om investeringen er større nu og her, så betaler det sig på den lange bane.

Vi vil gerne passe på vores jord og vise vores kunder, at vi handler miljørigtigt. Det betyder noget for både dem og os.

Læs også: Vejen frem er grøn, og vognen ladet med el

Diesel var bare noget, vi tankede

- Før i tiden var jeg ret skeptisk over for hele det her klima- og miljøfokus i transportbranchen. Diesel det var bare noget, man tankede. Det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Men jeg har virkelig ændret holdning.  Jeg er blevet meget bevidst om, at der er en dobbelt bundlinje, som skal gå op.

Alle lastbiler er indstillet, så de automatisk stopper efter halvandet minut. På den måde undgår vi tomgangskørsel og en masse unødvendig CO2-udledning.

- Vi vil gerne passe på vores jord og vise vores kunder, at vi handler miljørigtigt. Det betyder noget for både dem og os. Det giver rigtig meget mening, når jeg kan se, at alle de tiltag, vi sætter i søen, både gør en forskel for miljøet og samtidig giver os besparelser på den lange bane.

Læs også: Hop med på den grønne vogn, hvis du ikke vil blive tabt bag en vogn

Lad os nu tage den grønne omstilling til næste niveau

Hvad fremtiden bringer er svært at spå om – også for AH Fragt. Men de grønne visioner fejler bestemt ikke noget.

- Vi vil gerne være endnu mere grønne, og vi prøver selvfølgelig at følge med dér, hvor udviklingen og teknologien er. Lige nu er det stadig diesel, når det gælder langdistancekørsel. Så må vi vælge den bedste og grønneste dieselmodel på markedet.

Det er helt vanvittigt så hurtigt, udviklingen går. For bare fem år siden, troede jeg ikke, jeg ville komme til at opleve alternative køretøjer og drivmidler i min levetid. I dag er jeg overbevist om, at den her branche vil være totalt forandret om bare 5-10 år.

- Men hvad fremtidens drivmiddel bliver, det aner jeg ikke. Man hører el, gas, brint og en masse andet, men der er stadig ikke truffet nogen beslutninger. Det er ærgerligt, for jeg synes jo egentlig bare, vi skal komme i gang. Vi testkører i hvert fald meget gerne, hvis nogen derude har brug for det, slutter Asbjørn Hansen med et smil.

 

Den Grønne Transportpris
Den Grønne Transportpris er en ny pris stiftet af DTL – Danske Vognmænd og Jyske Finans. Prisen skal sætte fokus på de grønne initiativer i transportbranchen og kåre de tre grønneste transportvirksomheder i Danmark på Transportmessen i 2021. Vinderne kan se frem til en 1. præmie på 25.000 kr., 2. præmie på 15.000 kr. og 3. præmie på 10.000 kr. Pengene skal anvendes til yderligere miljøforbedringer i virksomheden.

Læs mere om Den Grønne Transportpris, og hvordan du nominerer virksomheder

 

AH Fragt
AH FRAGT A/S er en af branchens førende udbydere af transport, spedition og logistikløsninger på det danske og nordiske marked. Transportvirksomheden servicerer dagligt mere end 200 kunder i både ind- og udland. AH FRAGT har 43 ansatte og råder over 29 lastbiler.  

Læs mere om AH Fragt

Seneste blogindlæg