Nye tider - inspiration til vækst


Derfor skal vognmanden investere i den grønne profil

Den grønne bølge skyller ind over de fleste erhverv. Lige nu sidder transportbranchen under damoklessværdet og skal vælge den rette sti. En bæredygtig profil er ikke noget, der med et trylleslag kan veksles til nye kunder, men derimod en langsigtet investering. Hos DTL er man ikke i tvivl om potentialet for den grønne profil. Læs her, hvorfor du som vognmand bør forholde dig til emnet.

“IKEA reducerer udledningen fra varelevering og kundetransport med 50 procent inden 2030”.
“Bring vil i 2025 udelukkende anvende vedvarende energi til sine bygninger og køretøjer”.

Overskrifter som disse er der blevet flere og flere af i de senere år. De store aktører holder sig ikke tilbage, når det gælder vidtløftige planer og drastiske tiltag i forhold til at reducere CO2-aftrykkene.

Udover den moralske pondus er der dog både vækst og værdi gemt i visionerne, det vurderer underdirektør og erhvervspolitisk chef i DTL, Ove Holm.
I over 25 år har Ove Holm stået last og brast med danske vognmænd og fulgt udviklingen i branchen nøje. Derfor kender han også parolen - ‘det skal kunne betale sig’.  

Filantrokapitalisme - moral og monetos mødes

Når DTL rådgiver deres medlemmer om den grønne omstilling, sker det altså ud fra en tro på at indsatsen lønner sig. En holdning der møder mere og mere medvind. I de danske virksomheder øjner hver tredje leder i dag forretningsmuligheder i klimaforandringerne. Særligt ledere af virksomheder med over 200 medarbejdere er positive i forhold til klimaforandringerne. Her er det ni ud af 10, der svarer, at de ser en form for forretnings- og vækstmulighed for virksomheden.

Ove Holm er fast overbevist om at bæredygtige tiltag ikke er et modefænomen, men et vilkår. Hos DTL er klima og miljø en af mærkesagerne. Kampagner, samarbejder på tværs af aktører og kurser er bare nogle af de ting DTL arbejder med i klimaets navn.

 

“Hvis vi ser på Tyskland er afgifterne differentieret efter miljønormen og man har helt fjernet afgiften på el- og gas-lastbiler. Det er et rigtig stærkt signal om, hvilken vej det går.”

Og det er ikke ren symbolpolitik eller for at pudse glorien, når Tyskland rører på sig i forhold til indgrebene på miljøområdet. Periodevise diesel-forbud er kommet på banen, da omkring 70 større tyske byer som for eksempel Berlin, Stuttgart, Köln og München døjer med luftkvaliteten.

Dårlig luftkvalitet er bare én af grundene til at danske vognmænd bør interessere sig for den grønne omstilling.

 

“Du skal investere i bæredygtige teknologier, hvis du vil være konkurrencedygtig i forhold til udbud, for der vil i fremtiden blive stillet strengere miljøkrav.”    vurderer Ove Holm.

 

Særligt de større byer er opmærksomme på at mindske den tunge trafik og introducerer strenge miljøkrav i byzonerne.

Ove Holm forstår godt at danske vognmand nogle gange er tilbageholdende med investeringerne:

 

“Lige nu står det lidt i stampe - vognmanden tøver med at købe emissionstunge diesellastbiler, fordi de potentielt falder i værdi, hvis politikerne pludselig rykker på nye lovændringer, men stadig mangler der opbakning fra politisk side i forhold til bæredygtige nyinvesteringer. I Tyskland ser vi for eksempel investeringstilskud til gaslastbiler på 100.000 dkr.”

 

Vejgodstransporten står for cirka 5 procent af den samlede danske CO2-udledning. Skal Danmark leve op til klima-målsætningerne, er transport- og logistikbranchen nødt til at blive spillet på banen og levere CO2-reduktioner. Det kommer dog ikke til at ske uden mere velvilje i forhold til afgiftslettelser eller tilskud fra politisk side - mener Ove Holm.

Er du med? - sig det højt

Hvis du som vognmand allerede har haft dine chauffører på kursus i grøn køreteknik, bruger grønt brændstof eller har solceller på taget af lastbilen, så øv dig i at bringe det i spil i kommunikationen. I nær fremtid bliver den grønne profil et væsentligt konkurrenceparameter. Der er mange måder at vise tiltagene på - det kan være alt fra opslag på de sociale medier til illustrationer på hjemmesiden der viser, hvilke certificeringer I har, eller en formuleret klimapolitik som kunderne nemt kan tilgå.

Den grønne profil er ikke nødvendigvis jeres næste USP, men lidt har også ret. Konklusionen må være den, at tidens udvikling ikke indbyder til at dvæle ved minimumskravene, men i stedet være på forkant.

Kilder

https://ida.dk/om-ida/virksomhedsledere-oejner-vaekstpotentiale-i-klimaforandringerne

2 https://fdm.dk/nyheder/bilist/2018-02-det-betyder-tysk-dieselforbud-dig

https://www.transportmagasinet.dk/article/view/561145/eu_skal_sikre_en_gronnere_transportsektor

 

Brug for mere inspiration - læs mere om...