Nye tider - inspiration til vækst


Lastbilen er læsset med grønne vaner og miljøforbedringer – og dét giver en konkurrencemæssig fordel

Frede Andersen & Søn A/S (FAS) er en familieejet transportvirksomhed, som har haft biler på vejene siden 1903. I dag gennemsyrer en klar miljøpolitik den daglige drift; lige fra reduktion på brændstofforbrug, tomgangskørsel og CO2-udledning samt sortering og genanvendelse af det affaldsmaterialer, de modtager. Kursen er grøn, og den er rettet mod en nominering til Den Grønne Transportpris 2023, som er stiftet af DTL og Jyske Finans. Nye Tider har mødt Peter Vilhelm Andersen, adm. direktør, til en snak om, hvordan FAS arbejder med bæredygtighed og grøn omstilling.      

Du har med stor sandsynlighed spottet dem ud af øjenkrogen på vejene. De store, flaskegrønne lastbiler med det karakteristiske gule FAS-logo – særligt hvis du har kørsel på Sjælland. Frede Andersen & Søn er stiftet som turisttransportvirksomhed i Næstved i 1903, men i dag er de totalleverandør inden for transport.

Sammen med sine tre søskende driver Peter Vilhelm Andersen i dag FAS, og de er fjerde generation Andersen, siden deres oldefar stiftede virksomheden. Derfor kan man roligt sige, at Peter Andersen er født ind i branchen. Selv fortæller han bag et forsigtigt smil:

- Jeg har en ansættelseskontrakt, som går til, da jeg var 13 år gammel. I dag er jeg 37 år.

Det, at en virksomhed evner at kunne fejre snart 120-års jubilæum, kræver en kultur drevet af innovationsånd og ordentlighed. Det er netop tilfældet hos FAS, som har udviklet sig i takt med transportbranchen gennem generationer, altid ét skridt foran konkurrenterne. I dag har FAS mere end 100 lastbiler på vejene, og de beskæftiger på koncern omkring 200 ansatte.

På billedet ses to FAS-lastbiler samt to chauffører

Konkrete grønne indsatser

Siden de fire søskende overtog driften tilbage i 2009, har miljøpolitikken fået et gradvist mere solidt tag i virksomhedens daglige drift, og den manifesteres i dag i fire indsatsområder:

  1. Moderne lastbiler, der kører længere på literen og bygges så aerodynamisk som muligt med f.eks. automat presenninger.
  2. Sortering, genanvendelse og videresalg af restmaterialer som træ og plastik.
  3. Gode kørselsvaner. Chaufførerne skoles af en køretræner for at optimere kørsel og forlænge levetiden på virksomhedens materiel.
  4. Investering i lastbiler, som kan køre på HVO biodiesel – et miljøvenligt alternativ til diesel.

Gode kørselsvaner og presenning sparer brændstof og CO2

- Man kan komme langt rent klimamæssigt ved at arbejde med gode kørselsvaner. Når vi onboarder nye chauffører, har vi en køretræner, som sidder sammen med dem og lærer dem at køre mere fornuftigt på landevejene, fortæller Peter Andersen og uddyber:

- Sådan en lille ting som at slippe speederen og lade bilen trille mod et lyskryds har stor betydning for brændstofforbruget. Det samme gør sig gældende med tomgangskørsel. Det betyder rigtig, rigtig meget ikke at lade bilen køre i tomgang, mens du på- og aflæsser.

Virksomheden har desuden valgt at montere presenning over ladet på selv mindre lastbiler, hvilket er lidt atypisk. Men presenningen har stor indflydelse på bilens aerodynamik på vejen.

- Giver vi en af vores nyeste biler presenning på, kan den faktisk køre en kilometer længere på literen. En lastbil kører normalt 2,5 km/l., så det er noget, der gør en forskel. Uden presenning ryger vindmodstanden ned i ladet på lastbilen, og så skal den arbejde ekstra hårdt for at komme frem. Så presenning er ren optimering af aerodynamik, som gør, at bilen kører længere.

Læs også: Bæredygtighed er også godt for bundlinjen

Datterselskab sorterer og genanvender affald

FAS er samarbejdspartner i Green Change Zealand gennem deres datterselskab Dansk Miljø & Genbrug. Green Change Zealand er et fællesskab af både offentlige og private sjællandske virksomheder, som arbejder med og udvikler innovative grønne løsninger, produkter og services.

- Med Dansk Miljø og Genbrug prøver vi at genanvende de affaldsmaterialer, vi modtager. Vi modtager meget træ, som vi sorterer og sælger til et firma, der producerer gangbroer til eksempelvis byggepladser. Vi modtager også gammelt plastik. Det sorterer vi og leverer til en virksomhed, som bygger 3D-printet tiny houses. Det er sådan nogle små huse på 25-30 m2 af plastik. Husene kan endda genanvendes på ny, hvis man på sigt ønsker at rive det ned, fortæller Peter Vilhelm Andersen.

Grøn agenda giver en konkurrencemæssig fordel

Det koster fokus og økonomi at satse grønt, og man kan stille sig nysgerrig over for FAS’ interesse i miljø, klima og grøn omstilling, som rimer så dårligt på godstransport og dieseltrækkere. Her løfter Peter Vilhelm Andersen sløret for, at det ikke kun er for klimaets klare grønne øjnes skyld. Det er også en god forretning på den lange bane. For der er stigende efterspørgsel på transportleverandører, som arbejder effektivt og synligt med mere miljøvenlig drift. Man skal være forandringsparat og klar på at se på nye muligheder.

- Bæredygtighed er kommet for at blive. Vi vil gerne være first-movers frem for last-movers, forklarer Peter Vilhelm Andersen og uddyber.

- De her mange indsatser og det grønne fokus har også at gøre med branding. At vi gerne vil positionere os synligt, som en attraktiv og miljøbevidst transportleverandør. Det kan have en konkurrencemæssig fordel, hvor vi måske kommer til at ligge lidt højere i bunken, når både offentlige og private skal vælge transportleverandør.

 

På billedet ses en FAS-lastbil

Læs også: Vognmand Anders Bay laver miljøpolitik med klare mål

Mere grøn data på bordet

Frede Andersen & Søn har taget nogle vigtige og til tider vaklende skridt i forhold til bæredygtige indsatser i virksomheden.

- Når man er first-mover, er der ikke rigtigt en nedtrådt sti, som man kan følge. Der må man selv prøve sig frem, og nogle gange træder man lidt forkert. Det er det, der kan være svært, fortæller Peter Vilhelm Andersen.

Det betyder dog ikke, at virksomheden har mistet pusten. Tværtimod. De vil mere.

Derfor er de nu i gang med at indhente konsulentbistand, som kan hjælpe dem med en endnu mere klar retning på deres grønne profil og udpege flere indsatsområder. Peter Vilhelm Andersen peger eksempelvis på, at de gerne vil være langt mere skarpere på deres CO2-udledning gennem datakommunikation.

- Når vi har kørt for en kunde, vil vi gerne kunne vise på fakturaen, hvad det har kostet i CO2 at levere den ydelse. Vi vil også gerne allerede i tilbudsafgivelsen kunne præsentere flere løsninger, hvor det ikke kun er prisen, der er i fokus, men også hvor meget CO2 de enkelte løsninger koster.

For Peter Vilhelm Andersen er tempoet på den grønne omstilling af transportbranchen et spørgsmål om modenhed – både af branchen selv, men også det omkringliggende samfund.

- Vi prøver at gøre meget for ikke at køre for langt med lastbilerne. Hvis man tænker CO2 og bæredygtighed, er der meget at hente i, at man kan have læs med begge veje. Der synes jeg, vi stadig møder både politiske og myndighedsmæssige bremseklodser, som ikke virker til helt at have forståelsen for, hvordan tingene virker.

Men han ser alligevel fortrøstningsfuldt på fremtiden.

- Generelt er der i transportbranchen sket rigtig meget de sidste 5-10 år. Det synes jeg, er sundt, afslutter han.

Den Grønne Transportpris

Den Grønne Transportpris er en pris stiftet af DTL – Danske Vognmænd og Jyske Finans. Prisen skal sætte fokus på de grønne initiativer i transportbranchen og kåre de tre grønneste transportvirksomheder i Danmark på Transportmessen i 2023. Vinderne kan se frem til en 1. præmie på 25.000 kr., 2. præmie på 15.000 kr. og 3. præmie på 10.000 kr. Pengene skal anvendes til yderligere miljøforbedringer i virksomheden.

Læs også: Den Grønne Transportpris 2023: Hvem er Danmarks næste grønne vognmand?

Frede Andersen & Søn

Frede Andersen & Søn har udviklet sig i at levere totalløsninger inden for transportområdet. De leverer totalløsninger inden for både entreprenørkørsel, materiel udlejning, jordhåndtering, køreplader, kranbiler, containere, maskintransport for både offentlige og private kunder.

Læs mere om Frede Andersen & Søn

 

Seneste blogindlæg