Nye tider - inspiration til vækst


Fremtidens bundlinje er grøn - investér i tendensen

Bæredygtighed er det hyttefad du skal fiske i, hvis du vil fremtidssikre din virksomhed. Den grønne bølge skyller ind over både ledelsesgange, Christiansborg og den almindelige forbrugers bevidsthed. Flere kommuner er begyndt at skærpe miljøkravene, når det kommer til udbud.

 

Hos Aalborg Kommune vurderer man selv at ligge i den nationale top, når det gælder ambitiøse målsætninger i forhold til bæredygtighedskrav. Det sker ikke med paroler og løftede pegefingre, men gennem dialog og samarbejde.

Det fortæller Michael Damm, Chef for Bæredygtighed og Udvikling i Aalborg Kommune. Her har man i 2017 vundet prisen for Danmarks Bedste Udbud:

“Den cirkulære tankegang er begyndt at fange an og vi valgte at overføre det til vores udbudsmateriale. Hidtil har vi kasseret gamle skolemøbler og købt nyt når det trængte. Med vores udbud fra 2017, stillede vi krav om at de gamle møbler skal genanvendes, repareres og tænkes ind i de nye læringsmiljøer på skolerne.‘’

Planen er at erfaringerne fra projektet, skal tænkes ind i langt flere områder af kommunens indkøb og udbud.

De 17 verdensmål som pixeleret pejlemærke

Bæredygtighed er en svær størrelse at kommunikere, men med de 17 verdensmål har virksomheder, stat og borgere fået et fælles sprog og en stærk visuel ramme til at tale om de vigtige ting. Ulempen er at målene er relativt ukonkrete. Under de forskellige mål ligger der dog en række indikatorer, som er lidt mere specifikke.

Hos KL arbejder man med projektet “Baseline for Verdensmålene” med at oversætte de forskellige indikatorer til konkrete handleplaner for kommunerne.

Hvis du driver virksomhed bør dette arbejde interessere dig, for handleplanerne kommer til at smitte af på de krav, som fremtidens udbud vil stille.

Hjælp til selvhjælp

At de 17 verdensmål ikke behøver at være et nulsumsspil, hvor virksomheder hovedløst kaster ressourcer og penge i, har man fuld fokus på hos Aalborg Kommune, fortæller Michael Damm:

“Vi ser den grønne omstilling som en forretningsmulighed, en vækstdriver for vores virksomheder i regionen. Vi er 11 byråd som er gået sammen om, at støtte op om de 17 verdensmål. Vi tilbyder regionens virksomheder at komme med i Netværk for bæredygtig Erhvervsudvikling, hvor de får hjælp til omstillingen via bæredygtighedsscreeninger, guidning i bæredygtig forretningsudvikling samt adgang til samarbejde med professorer og studerende på bl.a. universitetet."

"Derudover hjælper vi også med ansøgninger til erhvervsfremmesystemet, samt tilbyder at sikre, at virksomhederne arbejder i overensstemmelse med EU-krav – både de gældende og de, der er på vej."

Innovative projekter under opsejling

Aalborg Kommune har i mange år gennemført grønne indkøb, men, som nævnt, er der endnu kun få cirkulære udbud, men prioriteringsnøglen i udbud svinger oftere og oftere over i fokus på cirkulære bæredygtige udbud og indkøb, fortæller Michael Damm. Dermed er bæredygtighed blevet et konkurrenceparameter.

Helt aktuelt er der to store projekter, der fylder hos Aalborg Kommune. Det ene er det 3-årige pilotprojekt FleXskrald, som skal sikre en mere miljømæssig håndtering af affaldet fra Aalborgs butikker og kontorer. Her bliver skraldet hentet med mindre eldrevne køretøjer, som hverken sviner eller larmer i indre by.

Her kan butikkerne tilmelde sig en abonnementsordning, hvor FleXskrald afhenter pap/papir og plastik efter behov. Projektet skal også afdække behovet for afhentning og genanvendelses-muligheder for affald som tekstiler, batterier, printerpatroner, paller, organisk affald, m.m.

Det andet projekt er PlusBus, eller BRT-bussen (Bus Rapid Transit), som gør det ud for en letbane i den nordjyske hovedstad. Arbejdet er i fuld gang og hele ruten ventes at stå klar i foråret 2023. Her kommer busser til at køre i fast rutefart fra den vestlige del af byen, ud til det nye supersygehus i øst.

Vi har endnu ikke besluttet hvilket drivmiddel busserne skal anvende, udover at det skal være grønt. Det er leverandørerne der er eksperter på dette område og dermed bliver det deres opgave at komme med bud på grønne løsninger.” fortæller Helle Bøhl-Møller, der er chef for Plusbus-projektet.

Investér i tendensen

Hvis du vil geare din virksomhed til fremtidens udbud, er det værd at dykke ned i mulighederne for at matche de bæredygtige krav og tage et kritisk serviceeftersyn af din produktion eller forretningsmodel. Økonomerne spår om en afmatning af verdensøkonomien over de næste år og historien har vist os, at i netop disse perioder boomer innovationen, så her handler det om at få et forspring, inden konkurrenterne kommer - nye som gamle.

Har du input til andre emner? – klik her

 

 

Seneste blogindlæg