Nye tider - inspiration til vækst


Hovedløs kørsel på lageret er fremtiden

Udfordringen med at finde kvalificeret arbejdskraft til lagerarbejde bliver større og større. Automatiseringen vinder frem og er på dagsordenen i mange virksomheder. Ofte er det de stationære funktioner der automatiseres, men det kan være en fordel at tænke ny teknologi ind i den interne logistik også.

 

AGV står for Automated Guided Vehicles og de tre bogstaver flytter lige nu i stor stil ind hos danske virksomheder. Hos AGV Scandinavia har man specialiseret sig i automatiske, førerløse trucks til den brede industri. Alle vegne bliver der håndteret paller - i metalindustrien, transportsektoren, fødevareindustrien, på centrallagre.

En selvkørende truck kan køre i fast rutefart på lageret og sikre et kontinuerligt flow i produktionen. AGV Scandinavia har blandt andet leveret selvkørende trucks til Arla Foods i Rødkærsbro. Den selvkørende truck afhenter paller med stablede papkasser, der bliver kørt videre til et transportbånd, som derefter sender pallen til en folievikler. En proces der kun tager få minutter og foregår i døgndrift.

Fører sig frem - med følere

Første dag på “jobbet” bliver trucken ført rundt på gangene og aflæser omgivelserne med sensorer. Her danner den sit eget kort, som den efterfølgende kan navigere på de faste ruter efter. AGV’en udsender konstant laserstråler, som reflekteres af omgivelserne. Det betyder, at den med det samme stopper, hvis den møder en uventet forhindring - menneskelige kollegaer inklusive. Det betyder, at risikoen for uheld er så godt som elimineret; en kæmpe gevinst, både for mennesker naturligvis, men også for de produkter der bliver fragtet rundt.

Økonomisk incitament

Det er ikke kun for at være med på de teknologiske noder, at virksomheder vælger en AGV-løsning. Direktøren for AGV Scandinavia, Ricco Veile fortæller om den økonomiske side af sagen:
“Lønomkostninger er der i sagens natur ingen af. Kører virksomheden med ét skifte om dagen, så koster AGV’en 100 kroner i timen, men har man 3-5 hold kommer prisen under 20 kroner i timen. Udgifter til påkørsler og ulykker er der heller ingen af - for de sker ikke med en AGV. Tilbagebetalingstiden ligger på under to år, så det må siges at være ret attraktivt.”

Robotteknologi er for alle

Der er efterhånden ingen tvivl om, at automatisering er vejen frem og robotterne er efterhånden så gængs et syn i danske virksomheder, at science fiction-følelsen er ved at klinge af. Næste skridt bliver at få SMV’erne med ombord. Her er flere initiativer i støbeskeen og på Tech College i Aalborg har de netop åbnet dørene for det nye Videnscenter for Automation og Robotteknologi, der er målrettet netop SMV’ere, der her får mulighed for at se de forskellige teknologier i aktion og søge viden.

Netop SMV’erne er også en målgruppe for AGV Scandinavia, fortæller Ricco Veile:

"Én AGV’er kan betjene op til 13 produktionslinjer, men er også en omkostningseffektiv medspiller på en mindre skala. Desuden ser vi ofte, at virksomheder vælger løsningen, fordi de har svært ved at rekruttere kvalificeret lagerpersonale. Særligt i yderområderne kan det være en udfordring og her er AGV’erne en kærkommen og stabil opgradering af det interne flow.”

Den teknologiske udvikling tager deciderede kvantespring i disse år og en af de ting vi kommer til at se meget mere af er AI - artificial intelligence - i løsningerne, vurderer Ricco Veile.

“Vores AGV’ere er allerede nu fleksible i forhold til opgaver og køreruter, men vi ser frem mod endnu mere avancerede løsninger, hvor vi benytter læringsalgoritmer og data til at gøre dem mere intelligente.”

Det betyder, at vi i fremtiden vil møde AGV’ere, der selv er i stand til finde alternative veje og forudsige for eksempel huller i produktionsflowet.

Strategisk brug af automatisering og indsamling af værdiskabende data, er to nøglefaktorer i forhold til at højne Danmarks konkurrenceevne fremadrettet. Teknologien er her allerede og det er essentielt at den bliver matchet med et bredt vidensløft ude i virksomhederne. De interne kompetencer inden for automatisering og robotteknologi skal udvikles for at understøtte den overordnede implementering og i sidste ende: effekten af automatisering.

 

Som Marty McFly sagde det i klassikeren Tilbage til fremtiden:

“This is heavy.”

Seneste blogindlæg