Nye tider - inspiration til vækst


Kan man løfte tungt - på el?

Mere klimavenligt, bedre arbejdsmiljø og højere effektivitet, når der er brug for tunge kranløft i virksomheden eller i produktionshallen. Det tilbyder Johannesen Kran og Maskintransport. Virksomheden løfter nemlig tunge industrimaskiner på plads ved hjælp af en eldrevet kran, der hverken larmer, sviner eller forurener. For den løsning er virksomheden nomineret til Den Grønne Transportpris, som DTL og Jyske Finans har stiftet for at hylde de grønne initiativer i transportsektoren.

Biler, skruemaskiner og tandbørster kan. Men hvad med en stor lastvognsmonteret kran, kan den løfte tonstunge maskiner - på el? Spørger man Jens Johannesen er svaret et rungende ja. Gennem de sidste fire år har hans virksomhed Johannesen Kran og Maskintransport nemlig haft stor glæde af en specialbygget kranbil, der kan klare det tunge løftearbejde på strøm. Og det er der en rigtig god forklaring på.

- Vi flytter mange tunge maskiner og industrianlæg for virksomheder, og der er ofte behov for at løfte maskinerne ind i fx produktionshaller og bygninger, hvor der er meget lidt plads til rådighed. Normalt bruger man en helt almindelig dieseldrevet kran, hvor motoren står og kører og driver hydraulikpumpen og kranen tæt ved hallen. Samtidig forsøger man så ved hjælp af udstødningsudsugning og en masse tilkoblede slanger at forhindre udstødningsgassen i at forurene alt for meget inden døre, siger Jens.

Læs også: Farvel til trængsel og tung trafik, goddag til ren luft og mere plads i byerne

Den løsning er dog langt fra optimal. Hverken for personen, der skal betjene kranen eller for medarbejderne i virksomheden, hvor kranen opererer. Det er bøvlet, det larmer, det sviner og det forstyrrer driften i produktionshallen. Og skal produktionen lukkes ned, ja så koster det både tid og penge for kunden.  

Derfor fik Jens for snart fire år en rigtig god idé. Hvorfor ikke bygge en elmotor fast på kranen, så den i stedet for dieselmotoren kunne drive den hydrauliske pumpe, der holder kranen i gang?

Kranbil løfter industrimaskine på el

Den eldrevne kran sparer miljøet og Jens Johannesens pengepung for ca. 40-50 liter dieselolie om dagen.

Læs også: Vejen frem er grøn, og vognen ladet med el

Gør hverdagen nemmere og mere miljørigtig

Da idéen først tog form, var der ikke langt fra tanke til handling for Jens Johannesen. Der var ikke nogen kran på markedet, der opfyldte behovene. Derfor fik Jens i tæt samarbejde med fabrikken specialbygget en kran, der løste to problemer for både ham og hans kunder med ét smæk:

  1. En markant mindre størrelse end traditionelle kranbiler gør den egnet til at operere indenfor og på steder med begrænset plads.
  2. Den påbyggede elmotor gør det muligt at lade kranen arbejde inden for i timevis – uden at forurene eller støje til gene for kranføreren og medarbejderne på stedet.

Selvom kranbilen måske ikke ser ud af meget, så kan den faktisk løfte tunge elementer helt op til 36 ton og samtidig nå 38 meter op i luften ved hjælp af en ekstra arm kaldet Flyjib, der kan monteres på. Og så kan den komme ind af en port på kun 272 cm. Noget der ellers er umuligt for de fleste kranbiler med den løftekapacitet på markedet.

- Vi har bygget elmotoren fast på bilen, så den kan drive hydraulikpumpen. Det giver os fuld fleksibilitet, da vi har mulighed for både at bruge bilens egen motor og slå over på elmotoren – uden at vi behøver at medbringe nogen form for ekstraudstyr, når vi er ude. Det hele sidder fast på kranen. Det gør det enormt nemt, når vi er ude på opgaver i hverdagen.

Læs også: Hop med på den grønne vogn, hvis du ikke vil blive tabt bag en vogn

Den støjsvage kran er en fordel i flere situationer

Indtil videre har Johannesen Kran og Maskintransport kun én kran med påbygget elmotor, men der er plan om at bygge elmotorer på flere kranbiler. Han oplever nemlig, at stadig flere kunder begynder at efterspørge det.

- Flere af de virksomheder, hvor vi allerede har været ude med elkranen, vender selv tilbage og spørger, om vi ikke også kan bruge den næste gang. For de finder jo hurtigt ud af, hvor meget nemmere, det er for dem. De behøver ikke lukke produktionen ned, mens vi arbejder, og de slipper for en masse larm og svineri. Samtidig er vi også meget hurtigere inde og ude, fordi vi ikke har en masse ekstraudstyr med som skal sættes op og tages ned.

Faktisk er efterspørgslen så stor og fordelene så mange, at Jens flere gange har overvejet at gå helt over til el eller en hybrid-løsning, som vil give fuld fleksibilitet på de fleste opgaver.

-  Det kan da godt undre mig, at der ikke satses mere på el inden for vores arbejdsfelt. For det giver jo god mening i rigtig mange sammenhænge. Tag bare et eksempel som kranløft på de store byggepladser og byggeprojekter i byerne, hvor der ofte er brug for at arbejde om natten. Der er rigtig meget fokus på bekæmpelse af støj og nabogener og miljøreguleringer på området, der gør det svært hvis ikke umuligt at gennemføre opgaverne med konventionelle, diseldrevne kranbiler. Her er eldrevne kraner også en oplagt løsning.

Læs også: Skraldebiler på el er godt for både mennesker og miljø

Af samme grund har Jens Johannesen lige nu kig på en spieringskran, en såkaldt mobil hybrid-kran, der kan køre på både diesel og el ved hjælp af en el generator. 

- En hybrid-kran som spieringskranen kan meget vel gå hen og blive vores næste grønne investering, for den vil gøre det meget nemmere for os at lave fx natarbejde i København og andre typer af opgaver, hvor vi bliver mødt af miljøreguleringer og krav om støjbegrænsning. Vi kan slå over på el, så snart vi kører ind i byen. Og når vi kommer frem til pladsen, kan vi gennemføre alt løftearbejdet på strøm, så vi ikke generer naboerne. Når vi så er færdige med nattens arbejde og uden for byzonen, kan vi igen slå over på diesel og på den måde nå hele vejen retur, slutter Jens.

 

Den Grønne Transportpris
Den Grønne Transportpris er en ny pris stiftet af DTL – Danske Vognmænd og Jyske Finans. Prisen skal sætte fokus på de grønne initiativer i transportbranchen og kåre de tre grønneste transportvirksomheder i Danmark på Transportmessen i 2021. Vinderne kan se frem til en 1. præmie på 25.000 kr., 2. præmie på 15.000 kr. og 3. præmie på 10.000 kr. Pengene skal anvendes til yderligere miljøforbedringer i virksomheden.

Læs mere om Den Grønne Transportpris, og hvordan du nominerer virksomheder

 

Johannesen Kran og Maskintransport
Johannesen Kran og Maskintransport er en landsdækkende transportvirksomhed med afdelinger i hele landet og med ekspertise inden for alle typer af maskintransport, hejseopgaver og baksning.

Læs mere om virksomheden her

Seneste blogindlæg